De unges historier
–
UNIK BLOG
“De kommer og henter mig”
Sandra er 24 år gammel, og har været anbragt siden hun var 7 år. I dag har Sandra gennemført en erhvervsuddannelse (EUD), og søger nu en elevplads.
Før i tiden kunne jeg aldrig sige nej. Jeg kunne ikke sige fra, og sagde stort set ja til alt – også ting, som jeg ikke havde lyst til. Det har været alt fra at sige ja til at få besøg derhjemme, når min kæreste og jeg i virkeligheden bare gerne ville være alene. Andre gange har det været andre ting, som jeg har sagt ja til, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg har altid været meget genert, bange for at sige og gøre noget forkert.
Hvis jeg f.eks. havde en krise, eller der var noget, som gik mig på, så sagde jeg det ikke til nogen. Jeg har altid holdt mine problemer for mig selv. Jeg lod tingene være, selvom jeg godt vidste, at de aldrig ville gå over. Jeg tror, at jeg har været bange for at sige det…
”Jeg var mor for min egen mor”
Før i tiden var jeg meget stille. Jeg sagde aldrig særlig meget, og jeg svarede næsten altid med et ”ja”, ”nej” eller ”måske”. Jeg var meget indelukket, og jeg snakkede sjældent med andre mennesker. Det var ikke fordi, jeg som sådan følte mig direkte ensom, men det var alligevel nok det, som jeg gjorde inderst inde. Jeg tror, at jeg havde lukket mig inde i mig selv, da der ikke var nogen, som forstod mig. Der var ingen, som gad at lytte til mig, og derfor måtte jeg klare mine problemer selv.
”Jeg har aldrig haft særlig mange venner”
Daniel er 20 år gammel, og har været anbragt siden, at han var 4 år.
I dag er Daniel tømrerlærling og i fuld gang med sin uddannelse.
Min opvækst har været præget af alkohol, svigt og psykiske sygdomme. Det er nok de overskrifter, der fylder mest. Jeg ved, at jeg blev fjernet fra min mor, da jeg var ca. 4-5 år fordi hun drak, hvilket også er grunden til, at jeg ikke selv drikker i dag. Mit liv har altid været præget af svigt med forældre med et alkoholmisbrug, en far der arbejdede meget og aldrig havde tid til mig, når han var hjemme. Han døde 2 dage efter min 13 års fødselsdag og i forbindelse med hans død gik min stedmor ned med en depression og fik senere hen diagnosen paranoid skizofreni. I den sammenhæng blev jeg af hende frataget retten til at se nogle af mine søskende og mine aflastning/plejeforældre…
“Jeg havde svært ved at stole på andre”
Ung kvinde på 25 år har været anbragt siden hun var 14. I dag er hun i gang med en kontoruddannelse og har fået en praktikplads.
Mit liv har været præget af konflikter, hvor jeg altid har skullet begå mig mellem min mor, far og papfars uoverensstemmelser. Det er også en af grundene til at jeg i dag ofte møder folk med skepsis. Jeg skal altid lige se folk an, inden jeg åbner mig op. Jeg er født i Københavnerområdet som den ældste af fire børn – senere kom min halvlillebror. Da jeg var fem år og mine søskende var henholdsvis fire, to og et år blev mine forældre skilt. Min mor var alene med os største del af tiden, og det var selvfølgelig hårdt. Derfor fik jeg som den ældste hurtigt et stort ansvar og hjalp med de fleste opgaver i hjemmet
“Uden hjælp fra UNIK, ved jeg ikke hvor jeg var endt”
Bjarke er 26 år og blev hver dag mobbet i folkeskolen. Han har atypisk autisme og har desuden mange problemer med ryggen.
Jeg er vokset op i Ballerup i en hel almindelig familie med en mor, far og to brødre, som er syv og ti år ældre end mig. Jeg havde en normal og tryg opvækst. Det ændrede sig dog drastisk, da jeg kom i skole. Her begyndte en lang og hård nedtur med mobning og chikane.
Mine forældre valgte, at jeg skulle gå på den samme skole som mine brødre. Allerede fra den første dag blev jeg udset som mobbeoffer. I de små klasser kunne jeg undvige noget af mobningen, fordi mine brødre stadig gik på skolen. I frikvarterne opholdt jeg mig i nærheden af deres klasser, så de kunne komme mig til undsætning, når de andre børn gjorde ubehagelige ting mod mig.